Campus Bornholm
Campus Bornholm
Undervisningsministeriet har godkendt vores sammenlægningsredegørelse, og det indebærer, at den nye fusionerede enhed – Campus Bornholm – nu er en realitet.
Formelt betyder det, at de tre institutioner – Bornholms Gymnasium, VUC Bornholm og Bornholms Erhvervsskole nedlægges. Reelt vil der imidlertid frem til 2014 i høj grad være tale om ”business as usual”, hvilket bl.a. betyder, at alle medarbejderes rettigheder og pligter overføres uændrede i Campus Bornholm.
Campus Bornholm skal styres af en bestyrelse, som har konstituerende møde den 13. september. Efter det konstituerende møde kan det forventes, at bestyrelsen vil komme med yderligere oplysninger om sammenlægningen.
Slagets gang kan følges her på bloggen.
I skrivende stund vides det ikke med sikkerhed, hvem der bliver formand, men jeg har en lumsk anelse om, at det bliver en person, som vi er rigtig glade for.
Bestyrelsens vigtigste opgave bliver i første omgang at få udarbejdet et stillingsopslag, således at der hurtigst muligt kan ansættes en direktør. Direktøren bliver formentlig åremålsansat med mulighed for forlængelse. Direktøren er den øverste leder af Campus Bornholm.
Når direktøren sætter sig i stolen, skal der udarbejdes en organisationsplan. Organisationsplanen vil næppe i starten medføre de store ændringer for personalet. De øverste ledere vil imidlertid skulle tilpasse sig den nye struktur.
Direktørens vigtigste opgave bliver at ”finde” de nødvendige midler til opførelse af en Campus.
Vi ser meget frem til samarbejdet med direktøren og den nye bestyrelse, og vi ser meget frem til, at vi på Bornholm får en unik uddannelsesinstitution med bygninger, der kan matche nutidens og fremtidens krav til pædagogikken.

